Idag kører Mads 4. etape af Transalp, også kaldet Kongeetapen med sine 83,52 km og 3.665 hm. Den går mellem de italienske byer Brixen og St. Christina.
Mads er frisk, føler sig en smule træt men ikke mere end hvad man kunne forvente på nuværende tidspunkt. Der var ikke tilstrækkeligt med mad ved Pasta Party igår aftes, men han supplerede heldigvis med en pizza, og her til morgen har han fået spist et godt solidt måltid.
Vejret er dejligt i Brixen her til morgen, og løbsarrangørerne forventer da også at det bliver en varm etape. Det passer Mads fint; han kører bedst når det er varmt, og her gør det ikke noget at det bliver meget varmt – han smører sig bare ind i solcreme og så er han i sit es.
Jeg har fået bekræftet at resultatet igår rent faktisk var en 140. plads – samlet placering nr. 139 til Team Cycling Concept. De havde fået en tidsstraf pga problemer med registrering ved starten, men den skulle være fjernet nu efter at de har talt med løbsledelsen.
Idag blev den første almindelige etape i Transalp kørt. Etapen var 95 km lang og havde med sit ene store bjerg 2122 højdemeter. Mads har følt sig rigtig godt kørende idag, men sparede dog lidt på kræfterne så der også er overskud til de næste 5 etaper. Vejret har været godt idag, så Mads har kunnet nyde det flotte alpe-landskab med store vandfald, sneklædte bjerge og bjergsøer.
Skiltet sagde nr. 140 og 4:46 da Mads og Jimmy rullede over målstregen i Brixen, det er dog ikke det resultat der kan ses på hjemmesiden, her fremgår det at Team Cycling Concept blev nr. 169 i tiden 4:55. Jeg er i skrivende stund ikke klar over hvad baggrunden er for denne forskel.
Efter drengene kom i mål stod den på bad og afspænding med muskelstimulatoren, og så ved jeg at de glædede sig til aftenens obligatoriske Pasta Party.
Så blev det endelig vejr til at cykle nede i de Østrigske alper, og 2. etape af Transalp blev realiseret til cykels i modsætning til igår, hvor de 1000 deltagere blev transporteret i bus. Starten var dog udskudt til kl 11, ruten kortet af så det store bjerg ikke var med og de sidste km var på cykelsti i stedet for off-road.
Mads og Jimmy havde en god tur. Jimmy havde et lille styrt som gav lidt knubs, og Mads punkterede på en nedkørsel. De fik dog placeret sig som nr. 149 i herrerækken, som tæller 273 hold. Hvad måske var vigtigere, de var hele 21 minutter hurtigere end deres rivaler og rejsekammerater på Team Lefty, der opnåede en 209. plads.
Det var en glad Mads jeg talte med for lidt siden, endelig fik han kørt noget MTB, og vejret er langt bedre end de første dage. Nu er de ved at finde sig til rette i dagens sportshal – denne nat er der kun 5 cm mellem liggeunderlagene, men Mads har heldigvis fundet sig godt tilrette med liggeunderlag, sovepose og ørepropper de øvrige nætter, så mon ikke det skal gå.
Kl 8:35 fik jeg en SMS fra Mads om at han havde sovet godt i den militære gymnastiksal i Mittenwald og var frisk og klar til 1. etape af Transalp. Torsdag og fredag havde han og Jimmy kørt direkte fra Danmark til Mittenwald på ca. 14 timer og ankom i så god tid at de har haft god tid til at indrette sig og hvile ovenpå rejsen. Med andre ord var alt kørt i stilling til den spændende start på Transalp.
Sådan skulle det så ikke gå. 10 minutter før starten skulle være gået, fortæller Mads pr. SMS at etapen er aflyst, fordi der er sne ikke ret langt oppe i det bjerg de skulle køre i idag. På det tidspunkt var det ret kaotisk. Senere forlød det at alle deltagerne ville blive bragt i bus til målbyen, og der skal altså slet ikke køres idag.
Det må være lidt af et anti-klimaks for alle involverede, men arrangørerne skriver på hjemmesiden at aflysningen sker at sikkerhedsmæssige årsager, det vil simpelthen være for farligt at køre nedad i sne og tæt ved 0 grader samtidig med at det regner kraftigt. I skrivende stund er Mads og hans kammerater samt deres cykler så på vej til Reith im Alpbachtal. Lad os håbe at vejret er bedre der og at 2. etape imorgen bliver en bedre oplevelse.
Så er der kun 2 dage til Mads tager afsted til Mittelwald, startbyen for årets Transalp. Mads har brugt de sidste par uger på at få de sidste detaljer på plads – der skulle købes et par svedtrøjer, nogle ekstra gode shorts og så er praktiske ting som liggeunderlag og en frisk sovepose også blevet skaffet til huse.
Torsdag aften går det så afsted mod 10 dages cykel-eventyr! Mads kører sammen med sin kammerat Jimmy i vores bil. De to udgør Team Cycling Concept, og deres 2 kammerater Jesper og Carsten stiller op som Team Lefty DK. Det er Jimmys plan at opdatere sin blog dernede fra. Samtidig vil jeg forsøge herhjemmefra at skrive lidt på nærværende blog om hvordan det går baseret på de meldinger jeg får pr. SMS.
Mads har idag været ude på en lang tur på raceren. Turen gik til Rågeleje, Gilleleje, over Hornbæk til Helsingør og hjem ad Strandvejen til Virum. Alt i alt 120 km blev det til. Det var en fantastisk tur i fantastisk vejr, idét der var stort set vindstille. Og god træning op til Transalp, som jo nærmer sig kraftigt nu.
Turen havde en sjov afslutning. Mads kørte som sagt ad Strandvejen hjem, og ved Kokkedal stødte han på et felt på ca. 15 mand. Han hægtede sig på, men hurtigt kom han op foran og trække. Lidt senere kom der endnu en gruppe på ca. 15 mand. De 2 grupper blev til et stort felt, stadig med Mads i front. Der var tilsyneladende ikke nogen der ville (eller kunne?) komme op og tage føringen, så Mads trak 30 mand over en strækning på ca 15 km frem til Skodsborg, hvor han kørte fra og der blev råbt det klassiske ‘tak for turen’.
De mange fridage i påsken giver mulighed for rigtig at få gjort noget ud af træningen over længere distance. Min daglige træning består – udover den daglige cykeltur til og fra arbejde – af smutture til Rude Skov, Hareskoven og Geels Skov, hvor jeg bare kører sporet en enkelt gang eller 2.
Men når nu jeg skal til Transalp, hvor etaperne er på op til 95 km med op til 3600 hm, er jeg også nødt til at få noget distance og udholdenhed ind i min træning.
Dagens tur gik til Rude Skov, hvor jeg kørte det blå spor igennem 6 gange. Det tog mig lidt over 3 timer. Sporet var fantastisk og turen gav mig god tillid til min form her 3 uger før H12 og med Transalp i baghovedet.
Så er der blevet offentliggjort startboxe til 1. afdeling af årets Dustcup, og Mads er kommet i startbox 1. Denne placering skyldes hans resultater i Slushcup 2008-9.
Mads er spændt på om han kan beholde den placeringen fremover. Han vil nemlig i dette forår med henblik på H12 og Transalp fokusere mere på udholdenhed på længere distancer, fremfor hurtighed i kortere løb.
