Sikke en afslutning! Mads har hele vejen igennem Transalp haft meget overskud, og da jeg talte med ham igår aftes sagde han, at han faktisk ikke kunne mærke i sine ben at han havde kørt.
Idag skulle overskudet så bruges op. Mads og Jesper klarede de 74 km (1777 hm) på 3 timer og 28 minutter. Det er næsten 9 minutter hurtigere end de danske søstre der vinder kvindernes kategori – og her skal man lægge mærke til at de er professionelle mountainbikere med egen holdbus og supportteam der tager sig af cyklerne osv.
Dagens indsats gav Team ScaleDale en 42. plads i løbets sidste etape, og i skrivende stund ser det ud til at deres placering i den samlede stilling bliver nr. 58. Det var en meget tilfreds Mads jeg snakkede med for lidt siden – han sidder med en fadøl i Riva del Garda og nyder et løb hvor det hele bare klappede.
Hele den investering Mads har gjort i sin form, udstyr og andre forberedelser har virkelig givet pote. Sidste år lå han imellem placeringer omkring 120 og 140. I år slutter han i Top 60 og Team ScaleDale er bedste danske hold pånær de omtalte søstre.
Mads har klaret dette helt på egen hånd; med sin egen private økonomi, i sin egen fritid ved siden af fuldtidsjob og en hverdag med familie, hus og sommerhus. Ikke engang en trøje har han fået sponseret. I et løb hvor adskillige deltagere er professionelle eller sponseret i et eller andet omfang, synes jeg det er et virkelig flot resultat Mads har fået i år.
Næstsidste etape på 47,73 km og 2.321 hm gik fra Male til Madonna di Campiglio i Italien. Mads og Jesper var 3 timer og 25 minutter om etapen, og de kom ind som nr. 60 – bedste etape-resultat hidtil. Samlet ligger de på 61. pladsen som det ser ud på online-resultaterne i skrivende stund – de er stadig højest placerede danskere i deres kategori.
Vejret har været en faktor i dagens etape – oppe på bjerget begyndte det at regne kraftigt, og på billederne fra målbyen ser man også meget regn. Mads og Jesper har skyndt sig at få spulet cykler, så de kunne søge ly på hotellet i stedet for at hænge ud i målområdet som de plejer.
Imorgen går turen så til Riva Del Garda på løbets sidste etape. En etape som ser noget mildere ud end de foregående; ikke så lang og slet ikke så mange højdemeter som de andre etaper.
Torsdagen bød på en mere ‘almindelig’ etape med 72,61 km. og 2.363 hm. Der var dog endnu flere højdemeters nedkørsel (2.871hm), så det var en noget mere skånsom dag end igår. Dagens rute så sådan her ud:
(De øvrige etapers profiler kan ses her)
Mads og Team ScaleDale kom i mål efter 4 timer og 21 minutter som nr. 62 – deres hidtil næstbedste placering. I den samlede stilling er de oppe på nr. 64 nu. Idag slog de igen de nærmeste danske rivaler, så der er stadig langt ned til nærmeste danskere i den samlede stilling i kategorien ‘Men’.
Imorgen venter en super kort rute, men med samme mængde højdemeter – det bliver vist stejlt!
Dagen fik en dyster start. Før 5. etape gik igang blev det meddelt at en af deltagerne var fundet død i sin seng. Rytterne holdt derfor 1 minuts stilhed inden starten på etapen. Det lægger naturligvis en trist stemning, og man gør jo sine egne tanker omkring dødsårsag og historierne om hvordan ellers sunde sportfolk pludselig dør pga. en hjertefejl el.l. som de ikke kendte til selv. Dødsårsagen for den 40-årige tyske skuespiller der deltog i Transalp er endnu ikke kendt.
Ikke desto mindre var det dag for Transalps kongeetape. Etapen gik fra Livigno til Ponte de Ligno og var ikke mindre end 106,87 km. lang og havde 3.461 hm. Alle var klar over at det ville blive en hård og lang dag. Det gjorde det ikke nemmere at Mads’ makker punkterede 3 gange og måtte køre i mål med en ‘siver’. Mads har det dog stadig godt, selvom også han er ramt af træthed her til aften. Heldigvis skal de først aflevere tasker kl 7 imorgen tidlig, så der er håb om en god nats søvn.
Team ScaleDale var ude og cykle i de italienske alper i 6 timer og 45 minutter idag, og de kom i mål som nr. 74. De blev for en gangs skyld ikke første danskere i mål blandt herrerne, idét de blev overhalet af Team XX i forbindelse med den nævnte ‘siver’. Samlet fører Team ScaleDale dog stadig blandt danske herrer med den samlede placering som nr. 66, hvor Team XX efter 5. etape ligger som nr. 83.
Nu er vi halvvejs i Transalp. Dagens etape gik til Livigno i Italien og var på 73,81 km og 2.377 hm. På næsten hele ruten befandt rytterne sig i ca 2.000 meter over havet, og nogen af dem kan da også godt mærke lidt trykken i hovedet.
Mads har dog ingen gener og er forsat i fin form. Han er lidt øm i knæet, men det går væk i løbet af dagen og er ikke noget alarmerende – nok bare en naturlig reaktion på den belastning han udsætter sin krop for. Cyklen har det også fint – lidt småjusteringer på flaskeholder, bremser og gear idag har gjort at både Mads og Scott’en er helt klar til kongeetapen imorgen.
På dagens etape var Mads lidt træt de første 40 km, og det fik ham til at tænke på om han mon får nok mad. Han har derfor taget initiativ til at gutterne fik spist decideret frokost efter etapen idag – ellers har de klaret sig med løbets forplejning i målområdet, som vist mest er frugt og energibarer osv, altså ikke rigtig mad. Her til aften har de 4 gutter også været på restaurant i stedet for dagens pasta party, som foregik temmelig langt fra deres hotel. Mads fik bruchetta, pasta arrabiata og en kæmpe banana-split.
Løbets ledelse lagde i første omgang op til at de skulle aflevere deres bagage til transporten kl 6 i morgen tidlig. Det er rigtig dårlig timing for rytterne, for så skal de utrolig tidligt op, og de skal være klar og i cykeltøjet 3 timer før de skal køre. De er iøvrigt også nødt til at spise morgenmad i cykeltøj, det har de også gjort idag. Jimmy har derfor ringet lidt rundt og fået forhandlet sig til at de kan nøjes med at aflevere taskerne kl 6:45. Lidt mere skånsomt når man står overfor en ekstra lang dag med mere end 100 km at køre og over 1.000 hm MERE end de fleste andre dage.
Dagens tal: Mads og Jesper blev nr. 71 idag og er samlet nr. 65 i deres kategori.
Endnu en etape af Transalp er besejret, og igen med stort overskud hos Mads. Dagens 73,64 km og 2.504 hm blev klaret på 4 timer og 7 minutter, hvilket gjorde at Team ScaleDale kom ind som nr. 70. De er stadig bedste danske hold i deres kategori og tæt på de førende kvinder, søstrene Kristine og Anne-Sofie Nørgaard, som Mads faktisk kørte i nærheden af på en del af ruten idag.
Overnatning i den schweiziske målby Scuol foregår på noget der minder om et vandrerhjem. Her sover alle 4 venner på samme rum, og der er bad på gangen. Men det er stadig mere komfortabelt end at sove i sportshaller som Mads og Jimmy gjorde sidste år.
Aftenens Pasta Party bød på lidt af en overraskelse, da rytterne skulle med svævebane 1000 meter op fra byen og spise dejlig mad med den mest fantastiske udsigt. Det lyder iøvrigt til at forplejningen er noget bedre end sidste år, hvor drengene flere gange måtte på pizzaria bagefter for at blive ordentligt mætte – det har ikke været nødvendigt indtil videre i år.
Imorgen går det løs med 4. etape, som har en længde og højde på niveau med idag. Onsdag kommer den frygtede ‘Kongeetape’, men mere herom senere. I skrivende stund er de 4 danskere nok gået i seng allerede, de har brug for at sove så meget som muligt, og skal iøvrigt aflevere deres bagage til transport allerede kl 6:30 imorgen tidlig, så de må spise morgenmad i cykeltøj.
2. etape i Transalp er klaret, denne gang med en 72. plads som resultat for Mads’ Team ScaleDale. Mads sidder med meget overskud, siger han. Han er jo god til at køre opad med sin store styrke og lille vægt, så dagens etape har været god for ham tror jeg.
16 km. før mål knækkede Mads sit gearkabel. Han og Jesper fandt en nødløsning, så han kunne køre i mål med færre gear. Men Mads mener at det nok har kostet ca. 5. minutter i dagens tid. I skrivende stund har Mads allerede købt et nyt gearkabel og skifter det senere idag, så Scott’en kan være klar til imorgen.
Dagens etape gik som nævnt fra Imst til Ischgl i Østrig og var 76,92 km lang, og altså kortere end første etape. Til gengæld var der med 3.184 højdemeter over 1000 hm mere at kæmpe med. Det tog da også 4 timer 48 minutter at gennemføre dagens etape for Team ScaleDale, altså mere end en time mere end gårsdagens etape.
Så blev Transalp skudt igang, og Mads fik sat klamperne i de nye pedaler og trådt til. Han havde rigtig gode ben og anstrengte sig endda ikke alt for meget – gennemsnitspulsen på hele turen var kun 145. Teamet var heldige og havde ingen defekter.
Dagens etape var på 83,76 km med 2105 hm og gik fra Füssen i Tyskland til Imst i Østrig. Mads og Jesper klarede turen på 3 t. 34 min. og blev nr. 61 ud af de 246 hold der stiller op i kategorien ‘Men’. Det er et meget tilfredsstillende resultat, og Mads er faktisk lidt overrasket over den flotte placering. Sidste år var Mads sammen med sin daværende makker var nr. 149 efter første etape. I år er Mads og Jesper – aka Team ScaleDale – højest placerede danskere i deres klasse efter første etape og kun 10 minutter fra de førende kvinder (som iøvrigt også er danskere).
Det var en stolt og positivt overrasket Mads jeg talte med for lidt siden, og efter aftenens pasta party med både lasagne, grovbrød og andet er det nu tid til at gå til ro på det ret gode hotel i Imst. Imorgen går turen så til Ischgl med en del flere højdemeter end idag.
Nu er Mads nået til Füssen efter et lille døgns togtur. Gutterne tog toget til München igår aftes og skiftede til formiddag til et lokalt tog der tog dem til startbyen. Mads melder at de er langt mere friske end de var efter den lange biltur der tog dem til Transalp i 2009.
De 4 gutter er i skrivende stund checket ind på deres hotel samt til selve løbet, og sidder nu på en café og spiser is og glæder sig til aftenens første Pasta Party – den fælles aften-spisning der foregår hver aften i Transalp. Og ellers handler det bare om at få hvilet godt så de er klar til start imorgen kl 9.


