Mads har idag været ude på en lang tur på raceren. Turen gik til Rågeleje, Gilleleje, over Hornbæk til Helsingør og hjem ad Strandvejen til Virum. Alt i alt 120 km blev det til. Det var en fantastisk tur i fantastisk vejr, idét der var stort set vindstille. Og god træning op til Transalp, som jo nærmer sig kraftigt nu.
Turen havde en sjov afslutning. Mads kørte som sagt ad Strandvejen hjem, og ved Kokkedal stødte han på et felt på ca. 15 mand. Han hægtede sig på, men hurtigt kom han op foran og trække. Lidt senere kom der endnu en gruppe på ca. 15 mand. De 2 grupper blev til et stort felt, stadig med Mads i front. Der var tilsyneladende ikke nogen der ville (eller kunne?) komme op og tage føringen, så Mads trak 30 mand over en strækning på ca 15 km frem til Skodsborg, hvor han kørte fra og der blev råbt det klassiske ‘tak for turen’.
