16. juli 2010 af Trine

Nu er Mads nået til Füssen efter et lille døgns togtur. Gutterne tog toget til München igår aftes og skiftede til formiddag til et lokalt tog der tog dem til startbyen. Mads melder at de er langt mere friske end de var efter den lange biltur der tog dem til Transalp i 2009.

De 4 gutter er i skrivende stund checket ind på deres hotel samt til selve løbet, og sidder nu på en café og spiser is og glæder sig til aftenens første Pasta Party – den fælles aften-spisning der foregår hver aften i Transalp. Og ellers handler det bare om at få hvilet godt så de er klar til start imorgen kl 9.

9. maj 2010 af Trine

Igår deltog Mads i dette års H12, denne gang i Trio-klassen sammen med Jesper og Jimmy, som han kører de fleste løb og træningsture med. Vejrudsigterne havde i dagene op til løbet været meget deprimerende, i lang tid så det ud til at ville regne hele dagen. Det blev heldigvis kun til regn de første timer af løbet, men det var temmelig koldt hele dagen – ca. 5 grader.

Mads kørte første omgang, og på selvsamme omgang styrtede han. Det er yderst sjældent at Mads er nede at ligge, og det er første gang det er sket i et løb. Ikke desto mindre gav en våd rod ham en flyvetur, og han landede hårdt på siden. Han kørte videre og gennemførte løbet som planlagt, men i skrivende stund har han stadig smerter, og vi gætter på at han har fået trykket et eller flere ribben.

På trods at dette uheld var det et meget vellykket løb for Team Brockenblick. Gutterne havde lagt en taktik der viste sig yderst effektiv: til at starte med kørte de 2 omgang hver, og i de sidste timer af løbet tog de 1 omgang ad gangen hver. Det gav nogle stabile og hurtige omgangstider, og med nogle perfekte skift var det et meget effektivt løb for dem. Heldet var også med dem – der var ingen nævneværdige defekter. Det klappede bare!

Også afslutningen blev optimal. Det flaskede sig sådan, at der var lidt under 32 minutter til at gennemføre næstsidste omgang, hvilket Mads klarede; han kom ind ½ minut før gong-gong’en lød, og teamet nåede derfor som næstsidste hold i løbet at sende en mand ud på endnu en omgang inden ‘lukketid’. Løbet var i det hele taget en rigtig god oplevelse fra start til slut, også takket være god organisering fra arrangørens side.

Desværre er det i skrivende stund ikke muligt at nyde den vellykkede præstation fuldt ud, da Katana endnu engang ikke har vist sig opgaven voksen. Undervejs i løbet var det tydeligt at ikke alle omgange var talt med, og siden løbet er slut er man på resultatlisten gået tilbage til en status fra starten af løbet , således at DMK SRAM 1 som det bedste Trio-hold står med 5 gennemførte omgange.

Team Brockenblick gennemførte 24 omgange. Nu er det et døgn siden at løbet sluttede, og der er endnu ingen melding om hvornår man forventer at kunne offentliggøre resultater. Jo længere tid det varer, jo mindre troværdigt bliver det resultat som bliver præsenteret, for hvis der er så meget galt at det tager flere døgn at rette op, så må det godt nok være lidt af et data-kaos. Desværre er det jo ikke første gang at dette sker når Katana tager tid, og som tidligere så ødelægger det rigtig meget af oplevelsen for et konkurrence-menneske som Mads.

15. december 2009 af Trine

Det står nu klart at Mads’ tilmelding til Transalp gik godt og vi kan derfor skrive Transalp ind i kalenderen i juli 2010. Mads stiller denne gang op med en anden cykel-kammerat, Jesper, og de har indtil videre holdnavnet Team ScaleDale – men det kan jo ændres hvis der skulle dukke en sponsor op.

1. november 2009 af Trine

Efter Gribben og en uges ferie, hvor der ikke blev cyklet overhovedet, var Mads spændt på hvad han kunne yde på en kort distance. Han startede rimelig langt tilbage og skulle overhale mange i starten. Efter første omgang var han ca. nr. 60.
Mads synes det var et rigtig fedt løb hvor han fik benene op i fart. Der var heller ingen problemer med at holde farten igennem hele løbet, og Mads havde sin klart hurtigste omgangstid på den sidste omgang – den var ovenikøbet den 8. hurtigste af alle omgangstider i denne afdeling.
Mads nåede 6 runder og havde en samlet tid på 1:16:33, hvilket gav ham en placering som nr. 24.

1. november 2009 af Trine

Søndag 25. oktober 2009 var det dårligt vejr og ikke ideelt til at køre Gribbens 77 km. Mads fik en OK start, men punkterede dog igen efter små 20 km. Han fik rimelig hurtigt smidt en slange i og så var det ellers bare videre derudaf.
Så fik den fuld skrue til omkring 55 km, hvor han var tømt for sukker og kørte de sidste 17 km på 2 druesukker-tabletter ude af stand til at se pga. alt for meget mudder i øjnene.
Mads endte som nr. 58 med en tid på 2:48:48.

1. november 2009 af Trine

27. september 2009 kørte Mads MTB Marathon i Hillerød. Det var et superlækkert og tørt spor, og løbet gik rigtig godt bortset fra en irriterende punktering efter 30 km.
Mads var godt tilfreds med gennemsnitshastigheden og sluttede som nr. 53 med en tid på 3:59:47.

16. september 2009 af Trine

Sommeren er slut og det er også Dustcup for i år. Mads kørte samtlige afdelinger og sluttede som en samlet nr. 18 i årets Dustcup.
Her i september deltager Mads i Merida MTB Marathon på 103 km-ruten, så må vi se om Transalp-formen stadig sidder i benene! Sidst Mads deltog (2007) var det en hård omgang.
Til vinter har Mads valgt at prøve kræfter med et lidt mindre løb; Vega Cup / Vintercuppen. Her er maximalt 300 deltagere i modsætning til Dust/Slush, som nemt kommer over 500 deltagere.

25. august 2009 af Trine

I søndags kørte Mads løbet Helsinge Rundt - på MTB! Løbet er ellers et landevejsløb, men Mads og gutterne synes det kunne være sjovt at prøve den gode Transalp-form af. Det lykkedes dem at lægge sig på hjul af frontgruppen, og de klarede de 80 km. på 2:09:45. Det giver 37 km/t i gennemsnitsfart, langt den højeste gennemsnitstid Mads nogensinde har haft på både racer og MTB.

25. juli 2009 af Trine

Mads og Jimmy aka Team Cycling Concept fik en samlet placering som nr. 121. Ialt 229 hold i klassen Men/Herren gennemførte løbet. De brugte i alt 36 timer, 12 minutter og 1,4 sekunder på de 7 etaper som løbet bestod af i år, i og med at 1. etape blev aflyst.

25. juli 2009 af Trine

Så det er slut! Ottende og sidste etape af Transalp 2009 blev kørt idag, og der er egentlig ikke så meget at berette – Mads var godt kørende igen idag og kom i mål som nr. 138, lige i halen på Team Lefty der kom ind som nr. 135. Mads er stadig øm i knæet, så det er nok meget godt at det slutter nu. Selvom det var en noget kortere etape idag, så indeholdt den et meget hårdt bjerg i starten og nedkørsler med store sten, hvor man var nødt til at gå ned.

Nu er Mads og gutterne checket ind på hotel – løbet camp-service dækker altså ikke overnatning mellem lørdag og søndag. Det er gået fint nok med at sove i sporthaller osv, men det var nu dejligt for Mads at få et varmt bad der tog mere end 2 minutter og derefter at lægge sig på en rigtig seng og se lidt TV. I aften skal de ud og spise og muligvis se lidt til Transalp-party, hvor der uddeles deltager-trøjer til alle der har gennemført. Imorgen bliver de så kørt tilbage til Mittenwald, hvor bilen står, og så går det ellers mod Danmark.