Det bliver lettere og lettere for Mads at deltage i Transalp. Da jeg talte med ham for lidt siden sagde han at han følte næsten han kunne køre dagens etape en gang mere. Han bliver ikke trættere og trættere efterhånden som kilometrene bliver lagt på – han bliver i bedre og bedre form.
Dagens tal:
Team Cycling Concept kom ind som nr. 133 i tiden 6:20
Team Lefty DK kom ind som nr. 152 i tiden 6:37
Endnu en etape er overstået i Transalp, og endnu engang var det en succes for Mads.
Etapen var på 82 km og 3.297 opadgående højdemeter. Etapen var præget af én meget lang stigning, som var den længste der nogensinde er forekommet i løbet – 20 km lang og 1.679 hm – i gennemsnit 10% stigning. Denne stigning kalder Mads ‘virkelig nem’ – han sad faktisk bare og hyggede sig og nød den flotte udsigt! Jeg frygter at Mads’ kammerater snart synes han er lidt irriterende i og med at han bliver ved med at have så meget overskud – se evt. Jimmys blogindlæg om idag.
Mads kan dog godt mærke de lange etaper i kroppen efterhånden. Han er begyndt at få lidt ondt nederst på lægmusklen, men forsøger at gøre noget ved det med udstrækning, massage og kompressions-strømper. Han og Jimmy tog også hurtigt tilbage til lejren efter de var kommet i mål for at få hvilet mest muligt. Men så længe det ikke er værre kan man vist ikke klage i sådan en type løb.
Mads og Jimmy kom i mål som nr. 137 efter 6 timer og 4 minutter, mens vennerne på Team Lefty idag var godt en halv time længere om det og indkasserede en 180. plads. Sidstnævnte har efter 5. etape en placering i den samlede stilling som nr. 184 og Mads og Jimmy ligger nr. 128.
De kalder den kongeetapen og det var hvad det blev for Mads: en KONGE etape.
Etapen bestod af 4 stigninger, og lige netop stigninger er Mads’ helt stærke side, idét han på én og samme tid er stærk og ikke vejer så meget. Han oplevede derfor at have rigtig meget overskud på trods af den store udfordring. Dette overskud brugte han så til at støtte sin makker, som ikke havde det helt så nemt.
Mads og Jimmy gennemførte etapen på 6 timer og 28 minutter, hvilket gav dem en 122. plads – en placering der er noget højere end de foregående dage og må forbedre deres samlede stilling væsentligt (denne stilling er dog ikke offentliggjort hverken på hjemmesiden eller nede målbyen). Det gør også at forskellen ned til Team Lefty er øget – de var 7 timer og 23 minutter om samme distance, så den interne konkurrence med rejsekammeraterne kører på fulde drøn.
Det var en kæmpe succesoplevelse for Mads at gennemføre løbets hårdeste etape uden at føle sig virkelig presset, og så endda forbedre sin placering markant.
I denne dags målby St. Christina er indkvarteringsforholdene sådan at man skal cykle hen til der hvor man kan få et bad, og også op af en ret stejl stigning for at komme hen til bespisningen. Ikke lige det man har lyst til efter en etape med 4 stigninger. De 4 danskere har dog fået spist godt her til aften, og i skrivende stund har Mads formentlig fundet sin sovepose og på vej til drømmeland inden det går løs igen imorgen.
Idag kører Mads 4. etape af Transalp, også kaldet Kongeetapen med sine 83,52 km og 3.665 hm. Den går mellem de italienske byer Brixen og St. Christina.
Mads er frisk, føler sig en smule træt men ikke mere end hvad man kunne forvente på nuværende tidspunkt. Der var ikke tilstrækkeligt med mad ved Pasta Party igår aftes, men han supplerede heldigvis med en pizza, og her til morgen har han fået spist et godt solidt måltid.
Vejret er dejligt i Brixen her til morgen, og løbsarrangørerne forventer da også at det bliver en varm etape. Det passer Mads fint; han kører bedst når det er varmt, og her gør det ikke noget at det bliver meget varmt – han smører sig bare ind i solcreme og så er han i sit es.
Jeg har fået bekræftet at resultatet igår rent faktisk var en 140. plads – samlet placering nr. 139 til Team Cycling Concept. De havde fået en tidsstraf pga problemer med registrering ved starten, men den skulle være fjernet nu efter at de har talt med løbsledelsen.
Idag blev den første almindelige etape i Transalp kørt. Etapen var 95 km lang og havde med sit ene store bjerg 2122 højdemeter. Mads har følt sig rigtig godt kørende idag, men sparede dog lidt på kræfterne så der også er overskud til de næste 5 etaper. Vejret har været godt idag, så Mads har kunnet nyde det flotte alpe-landskab med store vandfald, sneklædte bjerge og bjergsøer.
Skiltet sagde nr. 140 og 4:46 da Mads og Jimmy rullede over målstregen i Brixen, det er dog ikke det resultat der kan ses på hjemmesiden, her fremgår det at Team Cycling Concept blev nr. 169 i tiden 4:55. Jeg er i skrivende stund ikke klar over hvad baggrunden er for denne forskel.
Efter drengene kom i mål stod den på bad og afspænding med muskelstimulatoren, og så ved jeg at de glædede sig til aftenens obligatoriske Pasta Party.
Så blev det endelig vejr til at cykle nede i de Østrigske alper, og 2. etape af Transalp blev realiseret til cykels i modsætning til igår, hvor de 1000 deltagere blev transporteret i bus. Starten var dog udskudt til kl 11, ruten kortet af så det store bjerg ikke var med og de sidste km var på cykelsti i stedet for off-road.
Mads og Jimmy havde en god tur. Jimmy havde et lille styrt som gav lidt knubs, og Mads punkterede på en nedkørsel. De fik dog placeret sig som nr. 149 i herrerækken, som tæller 273 hold. Hvad måske var vigtigere, de var hele 21 minutter hurtigere end deres rivaler og rejsekammerater på Team Lefty, der opnåede en 209. plads.
Det var en glad Mads jeg talte med for lidt siden, endelig fik han kørt noget MTB, og vejret er langt bedre end de første dage. Nu er de ved at finde sig til rette i dagens sportshal – denne nat er der kun 5 cm mellem liggeunderlagene, men Mads har heldigvis fundet sig godt tilrette med liggeunderlag, sovepose og ørepropper de øvrige nætter, så mon ikke det skal gå.
Kl 8:35 fik jeg en SMS fra Mads om at han havde sovet godt i den militære gymnastiksal i Mittenwald og var frisk og klar til 1. etape af Transalp. Torsdag og fredag havde han og Jimmy kørt direkte fra Danmark til Mittenwald på ca. 14 timer og ankom i så god tid at de har haft god tid til at indrette sig og hvile ovenpå rejsen. Med andre ord var alt kørt i stilling til den spændende start på Transalp.
Sådan skulle det så ikke gå. 10 minutter før starten skulle være gået, fortæller Mads pr. SMS at etapen er aflyst, fordi der er sne ikke ret langt oppe i det bjerg de skulle køre i idag. På det tidspunkt var det ret kaotisk. Senere forlød det at alle deltagerne ville blive bragt i bus til målbyen, og der skal altså slet ikke køres idag.
Det må være lidt af et anti-klimaks for alle involverede, men arrangørerne skriver på hjemmesiden at aflysningen sker at sikkerhedsmæssige årsager, det vil simpelthen være for farligt at køre nedad i sne og tæt ved 0 grader samtidig med at det regner kraftigt. I skrivende stund er Mads og hans kammerater samt deres cykler så på vej til Reith im Alpbachtal. Lad os håbe at vejret er bedre der og at 2. etape imorgen bliver en bedre oplevelse.
I søndags kom Mads hjem fra sin 4-dages tur til Harzen, hvor der blev cyklet 300 km og ca. 7000 højdemeter. Det var derfor med ret trætte ben at Mads mødte op i Herstedhøje – iøvrigt til lettere overraskelse, da det tidligere havde være annonceret til at være i Rude Skov.
Mads følte sig træt allerede inden starten. Han havde egentlig optimal forberedelse på dagen. I modsætning til de løbsdage, hvor arbejdet havde krævet at han tog afsted i sidste øjeblik og derfor ikke har fået varmet op eller gjort sig mentalt klar, havde han denne dag arbejdet hjemmefra og kom afsted i god tid. Han rullede ruten igennem, den var hård men OK, og han var faktisk i så god tid at han nåede at blive kold før starten gik.
Da så starten gik, oplevede Mads at have virkelig dårlige ben. Det var en rigtig hård start, hvor han på de første 500 meter faktisk seriøst overvejede at udgå, da benene syrede til og andre ryttere peb udenom. Men på den første stigning fik han det bedre, og derfra gik det fremad.
Mads synes det var en superfed rute: sjov og med en masse højdemeter som passer Mads godt. Han kalder det også et taktisk præget ‘landevejsløb’ hvor det gjalt om at finde en god gruppe at følges med.
Mads kom til at følges med en RMK-rytter 2½ omgange. Deres tempo passede godt sammen, og de skiftedes til at trække, hvilket var rigtig godt for moralen og holdt farten godt oppe – til glæde for dem begge.
Alt i alt siger Mads, at efter en skidt start, hvor han var træt efter hårdt bjergarbejde i Kr. Himmelfarts-ferien og relativt umotiveret, endte det med en placering som nr. 29 og dermed måske hans næstbedste resultat i dust/slush-sammenhæng.
Det var en bedre dag at køre Dustcup på, jeg fik en mere rolig start da mit arbejde idag tillod at jeg tog afsted i ordentlig tid. Til min undren var jeg kommet i startbox 2, selvom jeg hele tiden har ligget i top 50 og haft omgangstider i top 50. Nå, det gav mig bare mere motivation til at give den fuld gas.
Løbet forløb fantastisk, havde utrolig meget overskud og gode ben. Skuffende er det derfor at komme hjem og se at der igen er upålidelige målinger hos Katana. Jeg ved at jeg kom ind lige efter nr. 527 og jeg ved også at jeg har overhalet nr. 194. Alligevel står jeg lige nu som nr. 39, hvilket er ca 10 pladser længere nede end det skulle være (hvis de andre tider da står til troende – nr. 28 og nr. 29 har helt identiske tider?!?). Suk, hvor er jeg dog træt af Katana, min motivation for at deltage i løb hvor de tager tid er virkelig helt i bund nu. Det er et kæmpe antiklimaks at fyre den af og føle man har diamanter i benene, og så ikke ‘få som fortjent’ når man checker resultaterne. Savner events4u eller Ultimate….
Så blev et af de større mål for sæsonen – H12 – afviklet ved et meget vellykket arrangement, hvor der var tænkt på det hele incl. solskin.
Jeg kom lidt sent hen til starten og startede derfor bagerst, hvilket betød at jeg kom til at bruge mange kræfter på at overhale i starten. Efter 1. omgang var jeg nr. 41, og efter 6. omgang nr. 11 i soloklassen.
På 10. omgang tabte jeg min computer, hvilket kostede mig 20 minutter hvor jeg måtte gå en km frem og tilbage for at lede – der var nemlig nogen der sagde de havde set den et bestemt sted. Jeg fandt den dog ikke, og hele dette scenarie gjorde desværre at min motivation dalede. Samtidig var det tid til at min kone ankom med lækre hjemmelavede specialiteter som supplement til forplejningen, og det betød at jeg tog en beslutning om at holde en lang pause.
Jeg fik ellers kørt nogle gode omgangstider, flere af omgangene var i top 10. Set i bakspejlet var det nok en fejl at køre så hurtigt. Som solorytter i den her slags løb tror jeg det er en bedre strategi at køre langsommere, holde sig i sadlen i længere tid og holde kortere pauser.
Den overordnede konklusion er at det var en skuffende placering (nr. 46), men jeg er tilfreds med mine præstationer på de enkelte omgange. Computeren blev heldigvis fundet nogle timer senere og returneret til mig.
