9. maj 2010 af Trine

Igår deltog Mads i dette års H12, denne gang i Trio-klassen sammen med Jesper og Jimmy, som han kører de fleste løb og træningsture med. Vejrudsigterne havde i dagene op til løbet været meget deprimerende, i lang tid så det ud til at ville regne hele dagen. Det blev heldigvis kun til regn de første timer af løbet, men det var temmelig koldt hele dagen – ca. 5 grader.

Mads kørte første omgang, og på selvsamme omgang styrtede han. Det er yderst sjældent at Mads er nede at ligge, og det er første gang det er sket i et løb. Ikke desto mindre gav en våd rod ham en flyvetur, og han landede hårdt på siden. Han kørte videre og gennemførte løbet som planlagt, men i skrivende stund har han stadig smerter, og vi gætter på at han har fået trykket et eller flere ribben.

På trods at dette uheld var det et meget vellykket løb for Team Brockenblick. Gutterne havde lagt en taktik der viste sig yderst effektiv: til at starte med kørte de 2 omgang hver, og i de sidste timer af løbet tog de 1 omgang ad gangen hver. Det gav nogle stabile og hurtige omgangstider, og med nogle perfekte skift var det et meget effektivt løb for dem. Heldet var også med dem – der var ingen nævneværdige defekter. Det klappede bare!

Også afslutningen blev optimal. Det flaskede sig sådan, at der var lidt under 32 minutter til at gennemføre næstsidste omgang, hvilket Mads klarede; han kom ind ½ minut før gong-gong’en lød, og teamet nåede derfor som næstsidste hold i løbet at sende en mand ud på endnu en omgang inden ‘lukketid’. Løbet var i det hele taget en rigtig god oplevelse fra start til slut, også takket være god organisering fra arrangørens side.

Desværre er det i skrivende stund ikke muligt at nyde den vellykkede præstation fuldt ud, da Katana endnu engang ikke har vist sig opgaven voksen. Undervejs i løbet var det tydeligt at ikke alle omgange var talt med, og siden løbet er slut er man på resultatlisten gået tilbage til en status fra starten af løbet , således at DMK SRAM 1 som det bedste Trio-hold står med 5 gennemførte omgange.

Team Brockenblick gennemførte 24 omgange. Nu er det et døgn siden at løbet sluttede, og der er endnu ingen melding om hvornår man forventer at kunne offentliggøre resultater. Jo længere tid det varer, jo mindre troværdigt bliver det resultat som bliver præsenteret, for hvis der er så meget galt at det tager flere døgn at rette op, så må det godt nok være lidt af et data-kaos. Desværre er det jo ikke første gang at dette sker når Katana tager tid, og som tidligere så ødelægger det rigtig meget af oplevelsen for et konkurrence-menneske som Mads.

14. januar 2010 af Trine

Mads deltager igen i år i H12. I år på trio-hold sammen med 2 af gutterne fra Transalp. De stiller op under navnet Team Brockenblick, som henviser til de årlige træningsture til Harzen i maj måned. De tilmeldte sig i mandags, og idag meldes der om udsolgt – det ser ud til at der er særlig stor interesse for dette løb i år.

10. maj 2009 af Mads

Så blev et af de større mål for sæsonen – H12 – afviklet ved et meget vellykket arrangement, hvor der var tænkt på det hele incl. solskin.

Jeg kom lidt sent hen til starten og startede derfor bagerst, hvilket betød at jeg kom til at bruge mange kræfter på at overhale i starten. Efter 1. omgang var jeg nr. 41, og efter 6. omgang nr. 11 i soloklassen.

På 10. omgang tabte jeg min computer, hvilket kostede mig 20 minutter hvor jeg måtte gå en km frem og tilbage for at lede – der var nemlig nogen der sagde de havde set den et bestemt sted. Jeg fandt den dog ikke, og hele dette scenarie gjorde desværre at min motivation dalede. Samtidig var det tid til at min kone ankom med lækre hjemmelavede specialiteter som supplement til forplejningen, og det betød at jeg tog en beslutning om at holde en lang pause.

Jeg fik ellers kørt nogle gode omgangstider, flere af omgangene var i top 10. Set i bakspejlet var det nok en fejl at køre så hurtigt. Som solorytter i den her slags løb tror jeg det er en bedre strategi at køre langsommere, holde sig i sadlen i længere tid og holde kortere pauser.

Den overordnede konklusion er at det var en skuffende placering (nr. 46), men jeg er tilfreds med mine præstationer på de enkelte omgange. Computeren blev heldigvis fundet nogle timer senere og returneret til mig.

2. maj 2009 af Trine

Mads kører H12 idag. Han stiller op i solo-klassen for Team Cycling Concept sammen med sin Transalp-makker Jimmy.

Jeg var deroppe her til eftermiddag, hvor de 2 holdt en længere spisepause. På det tidspunkt havde Mads tabt sin cykelcomputer, så humøret var ikke så højt, men computeren er heldigvis i skrivende stund blevet fundet igen.

Da jeg ankom lå han i tyverne i stillingen for solo herrer, da jeg gik igen efter en lille time lå han i fyrrerne. Spørgsmålet er om det siger så meget, mon ikke også der er andre soloryttere som skal have en spisepause her til aften. Desværre kan jeg ikke følge med i stillingen hjemmefra, jeg kan simpelthen ikke finde nogen online resultater på nettet.

Jeg skal sørge for at der kommer en løbsberetning her på bloggen.

11. april 2009 af Mads

De mange fridage i påsken giver mulighed for rigtig at få gjort noget ud af træningen over længere distance. Min daglige træning består – udover den daglige cykeltur til og fra arbejde – af smutture til Rude Skov, Hareskoven og Geels Skov, hvor jeg bare kører sporet en enkelt gang eller 2.
Men når nu jeg skal til Transalp, hvor etaperne er på op til 95 km med op til 3600 hm, er jeg også nødt til at få noget distance og udholdenhed ind i min træning.
Dagens tur gik til Rude Skov, hvor jeg kørte det blå spor igennem 6 gange. Det tog mig lidt over 3 timer. Sporet var fantastisk og turen gav mig god tillid til min form her 3 uger før H12 og med Transalp i baghovedet.

27. marts 2009 af Trine

Så er der blevet offentliggjort startboxe til 1. afdeling af årets Dustcup, og Mads er kommet i startbox 1. Denne placering skyldes hans resultater i Slushcup 2008-9.

Mads er spændt på om han kan beholde den placeringen fremover. Han vil nemlig i dette forår med henblik på H12 og Transalp fokusere mere på udholdenhed på længere distancer, fremfor hurtighed i kortere løb.