Nu er Mads nået til Füssen efter et lille døgns togtur. Gutterne tog toget til München igår aftes og skiftede til formiddag til et lokalt tog der tog dem til startbyen. Mads melder at de er langt mere friske end de var efter den lange biltur der tog dem til Transalp i 2009.
De 4 gutter er i skrivende stund checket ind på deres hotel samt til selve løbet, og sidder nu på en café og spiser is og glæder sig til aftenens første Pasta Party – den fælles aften-spisning der foregår hver aften i Transalp. Og ellers handler det bare om at få hvilet godt så de er klar til start imorgen kl 9.
Nu nærmer det sig for alvor med Transalp 2010, og Mads er ved at være klar. Formen god, men det er jo altid svært at sammenligne med sidste år.
Som forberedelse har Mads trænet en del i Tisvilde Hegn og han har også fået prøvet det nye spor i Store Dyrehave af. Endvidere har han haft en par lange tur på raceren. I lørdags var han med sin Transalp-makker i Sverige og køre 6 timer i nærheden af Hallandsåsen – ialt 2000 højdemeter og lidt over 100 km blev det til; noget der godt kan sammenlignes med en Transalp-etape.
På torsdag går det så afsted mod Füssen, Tyskland. Indtil afgang står den på forberedelse. Der skal vaskes og pakkes, og cyklen skal være helt klar. Samtidig skruer Mads ned for intensiteten på cyklen, og så skal han se at få sovet godt og indhentet noget søvnunderskud. Rejsen til Füssen sker med tog, hvilket gerne skulle medvirke til at Mads kan stille til start udhvilet og frisk.
Nu glæder Mads sig til at komme igang med løbet – et halvt års forberedelser skal forhåbentlig kulminere i en god cykeloplevelse. Jeg vil skrive løbende opdateringer her på bloggen undervejs i løbet, så følg med her.
Igår deltog Mads i dette års H12, denne gang i Trio-klassen sammen med Jesper og Jimmy, som han kører de fleste løb og træningsture med. Vejrudsigterne havde i dagene op til løbet været meget deprimerende, i lang tid så det ud til at ville regne hele dagen. Det blev heldigvis kun til regn de første timer af løbet, men det var temmelig koldt hele dagen – ca. 5 grader.
Mads kørte første omgang, og på selvsamme omgang styrtede han. Det er yderst sjældent at Mads er nede at ligge, og det er første gang det er sket i et løb. Ikke desto mindre gav en våd rod ham en flyvetur, og han landede hårdt på siden. Han kørte videre og gennemførte løbet som planlagt, men i skrivende stund har han stadig smerter, og vi gætter på at han har fået trykket et eller flere ribben.
På trods at dette uheld var det et meget vellykket løb for Team Brockenblick. Gutterne havde lagt en taktik der viste sig yderst effektiv: til at starte med kørte de 2 omgang hver, og i de sidste timer af løbet tog de 1 omgang ad gangen hver. Det gav nogle stabile og hurtige omgangstider, og med nogle perfekte skift var det et meget effektivt løb for dem. Heldet var også med dem – der var ingen nævneværdige defekter. Det klappede bare!
Også afslutningen blev optimal. Det flaskede sig sådan, at der var lidt under 32 minutter til at gennemføre næstsidste omgang, hvilket Mads klarede; han kom ind ½ minut før gong-gong’en lød, og teamet nåede derfor som næstsidste hold i løbet at sende en mand ud på endnu en omgang inden ‘lukketid’. Løbet var i det hele taget en rigtig god oplevelse fra start til slut, også takket være god organisering fra arrangørens side.
Desværre er det i skrivende stund ikke muligt at nyde den vellykkede præstation fuldt ud, da Katana endnu engang ikke har vist sig opgaven voksen. Undervejs i løbet var det tydeligt at ikke alle omgange var talt med, og siden løbet er slut er man på resultatlisten gået tilbage til en status fra starten af løbet , således at DMK SRAM 1 som det bedste Trio-hold står med 5 gennemførte omgange.
Team Brockenblick gennemførte 24 omgange. Nu er det et døgn siden at løbet sluttede, og der er endnu ingen melding om hvornår man forventer at kunne offentliggøre resultater. Jo længere tid det varer, jo mindre troværdigt bliver det resultat som bliver præsenteret, for hvis der er så meget galt at det tager flere døgn at rette op, så må det godt nok være lidt af et data-kaos. Desværre er det jo ikke første gang at dette sker når Katana tager tid, og som tidligere så ødelægger det rigtig meget af oplevelsen for et konkurrence-menneske som Mads.
Det kan iøvrigt oplyses at Mads deltager i sommerens Dust Cup.
5. afdeling af Vega Cup foregik i Hareskoven, hvilket er i cykelafstand fra Mads’ hjem. Han fik dog undervurderet transporttiden og stod kun lige akkurat kl 10 ved startstedet. Troede han. Men han havde taget fejl af hvor det var, og da han kørte hen til det rigtige startsted blev han mødt af hele feltet. Han valgte at køre helt hen til det rigtige startsted, og kom derfor fra start ca. 500 meter fra den bagerste rytter i feltet.
Det betød selvfølgelig at Mads var sat noget tilbage – det er ikke muligt at indhente til der hvor han retmæssigt hører til, på så kort tid som en afdeling i Vega Cup tager. Det er ellers ikke fordi evnerne mangler, indtil denne dag har Mads stået til at blive nr. 3 i sin klasse og nr. 15 i hele cuppen i den samlede stilling, så det er virkelig bittert med sådan en fodfejl. Men sådan var det altså bare den dag. Det blev til en 50. plads ud af 110 deltagere, så nogen nåede han da at overhale.
Mads deltager igen i år i H12. I år på trio-hold sammen med 2 af gutterne fra Transalp. De stiller op under navnet Team Brockenblick, som henviser til de årlige træningsture til Harzen i maj måned. De tilmeldte sig i mandags, og idag meldes der om udsolgt – det ser ud til at der er særlig stor interesse for dette løb i år.
Det står nu klart at Mads’ tilmelding til Transalp gik godt og vi kan derfor skrive Transalp ind i kalenderen i juli 2010. Mads stiller denne gang op med en anden cykel-kammerat, Jesper, og de har indtil videre holdnavnet Team ScaleDale – men det kan jo ændres hvis der skulle dukke en sponsor op.
Så blev 2. afdeling af Vega Cup afviklet, og Mads gjorde det godt med en slutplacering som nr. 17 i den samlede stilling for afdelingen og nr. 5 i sin klasse.
Planlægningen omkring løbet var ellers lidt præget af, at Mads skulle være hjemme kl 12 for at tilmelde sig Transalp 2010 – tidligere år har der været udsolgt i løbet af få minutter, så det var bare om at være klar. Mads havde derfor overvejelser om hvorvidt han skulle køre sidste omgang, hvis det kunne betyde at han ikke kunne være hjemme til tiden. Det gik dog fint, Mads nåede ud på en 3. runde og altså med flot resultat.
I skrivende stund har vi ikke fået besked om tilmeldingen til Transalp har resulteret i en plads i løbet.
Efter Gribben og en uges ferie, hvor der ikke blev cyklet overhovedet, var Mads spændt på hvad han kunne yde på en kort distance. Han startede rimelig langt tilbage og skulle overhale mange i starten. Efter første omgang var han ca. nr. 60.
Mads synes det var et rigtig fedt løb hvor han fik benene op i fart. Der var heller ingen problemer med at holde farten igennem hele løbet, og Mads havde sin klart hurtigste omgangstid på den sidste omgang – den var ovenikøbet den 8. hurtigste af alle omgangstider i denne afdeling.
Mads nåede 6 runder og havde en samlet tid på 1:16:33, hvilket gav ham en placering som nr. 24.
Søndag 25. oktober 2009 var det dårligt vejr og ikke ideelt til at køre Gribbens 77 km. Mads fik en OK start, men punkterede dog igen efter små 20 km. Han fik rimelig hurtigt smidt en slange i og så var det ellers bare videre derudaf.
Så fik den fuld skrue til omkring 55 km, hvor han var tømt for sukker og kørte de sidste 17 km på 2 druesukker-tabletter ude af stand til at se pga. alt for meget mudder i øjnene.
Mads endte som nr. 58 med en tid på 2:48:48.
