Så blev 2. afdeling af Vega Cup afviklet, og Mads gjorde det godt med en slutplacering som nr. 17 i den samlede stilling for afdelingen og nr. 5 i sin klasse.
Planlægningen omkring løbet var ellers lidt præget af, at Mads skulle være hjemme kl 12 for at tilmelde sig Transalp 2010 – tidligere år har der været udsolgt i løbet af få minutter, så det var bare om at være klar. Mads havde derfor overvejelser om hvorvidt han skulle køre sidste omgang, hvis det kunne betyde at han ikke kunne være hjemme til tiden. Det gik dog fint, Mads nåede ud på en 3. runde og altså med flot resultat.
I skrivende stund har vi ikke fået besked om tilmeldingen til Transalp har resulteret i en plads i løbet.
Efter Gribben og en uges ferie, hvor der ikke blev cyklet overhovedet, var Mads spændt på hvad han kunne yde på en kort distance. Han startede rimelig langt tilbage og skulle overhale mange i starten. Efter første omgang var han ca. nr. 60.
Mads synes det var et rigtig fedt løb hvor han fik benene op i fart. Der var heller ingen problemer med at holde farten igennem hele løbet, og Mads havde sin klart hurtigste omgangstid på den sidste omgang – den var ovenikøbet den 8. hurtigste af alle omgangstider i denne afdeling.
Mads nåede 6 runder og havde en samlet tid på 1:16:33, hvilket gav ham en placering som nr. 24.
Søndag 25. oktober 2009 var det dårligt vejr og ikke ideelt til at køre Gribbens 77 km. Mads fik en OK start, men punkterede dog igen efter små 20 km. Han fik rimelig hurtigt smidt en slange i og så var det ellers bare videre derudaf.
Så fik den fuld skrue til omkring 55 km, hvor han var tømt for sukker og kørte de sidste 17 km på 2 druesukker-tabletter ude af stand til at se pga. alt for meget mudder i øjnene.
Mads endte som nr. 58 med en tid på 2:48:48.
27. september 2009 kørte Mads MTB Marathon i Hillerød. Det var et superlækkert og tørt spor, og løbet gik rigtig godt bortset fra en irriterende punktering efter 30 km.
Mads var godt tilfreds med gennemsnitshastigheden og sluttede som nr. 53 med en tid på 3:59:47.
Sommeren er slut og det er også Dustcup for i år. Mads kørte samtlige afdelinger og sluttede som en samlet nr. 18 i årets Dustcup.
Her i september deltager Mads i Merida MTB Marathon på 103 km-ruten, så må vi se om Transalp-formen stadig sidder i benene! Sidst Mads deltog (2007) var det en hård omgang.
Til vinter har Mads valgt at prøve kræfter med et lidt mindre løb; Vega Cup / Vintercuppen. Her er maximalt 300 deltagere i modsætning til Dust/Slush, som nemt kommer over 500 deltagere.
Det er stadig ikke muligt at sige præcis hvad Mads’ resultat af Helsinge Rundt er blevet. Der var manuel tidstagning via post-it notes, men man har desværre mistet nogle data, således at man har måttet bede deltagerne på 80 km om selv at registrere deres tider. I skrivende stund står Mads som nr. 4 i løbets 80 km distance, men Mads har en oplevelse af at der var ca. 10 foran ham.
Det gør nu heller ikke så meget med resultatet for Mads, han synes det var et rigtig sjovt løb at deltage i.
I søndags kørte Mads løbet Helsinge Rundt - på MTB! Løbet er ellers et landevejsløb, men Mads og gutterne synes det kunne være sjovt at prøve den gode Transalp-form af. Det lykkedes dem at lægge sig på hjul af frontgruppen, og de klarede de 80 km. på 2:09:45. Det giver 37 km/t i gennemsnitsfart, langt den højeste gennemsnitstid Mads nogensinde har haft på både racer og MTB.
Mads og Jimmy aka Team Cycling Concept fik en samlet placering som nr. 121. Ialt 229 hold i klassen Men/Herren gennemførte løbet. De brugte i alt 36 timer, 12 minutter og 1,4 sekunder på de 7 etaper som løbet bestod af i år, i og med at 1. etape blev aflyst.
Så det er slut! Ottende og sidste etape af Transalp 2009 blev kørt idag, og der er egentlig ikke så meget at berette – Mads var godt kørende igen idag og kom i mål som nr. 138, lige i halen på Team Lefty der kom ind som nr. 135. Mads er stadig øm i knæet, så det er nok meget godt at det slutter nu. Selvom det var en noget kortere etape idag, så indeholdt den et meget hårdt bjerg i starten og nedkørsler med store sten, hvor man var nødt til at gå ned.
Nu er Mads og gutterne checket ind på hotel – løbet camp-service dækker altså ikke overnatning mellem lørdag og søndag. Det er gået fint nok med at sove i sporthaller osv, men det var nu dejligt for Mads at få et varmt bad der tog mere end 2 minutter og derefter at lægge sig på en rigtig seng og se lidt TV. I aften skal de ud og spise og muligvis se lidt til Transalp-party, hvor der uddeles deltager-trøjer til alle der har gennemført. Imorgen bliver de så kørt tilbage til Mittenwald, hvor bilen står, og så går det ellers mod Danmark.
Idag blev der kørt race. Gutterne fra Team Lefty startede idag i samme startboks som Team Cycling Concept, hvilket gjorde at det blev muligt at konkurrere lidt de 2 hold imellem. Mads og hans kammerater havde det rigtig sjovt med det, og det gav da også pote på resultatsiden. Mads og Jimmy fik en 103. plads og kammeraterne blev nr. 110.
Transalp nærmer sig enden. Imorgen køres sidste etape, som er lidt kortere og har færre højdemeter end de sidste mange etaper, og om aftenen er der fest. Det har været et hårdt løb, men ingen er kommet noget til, og Mads har som tidligere beskrevet aldrig været rigtig presset. Ømheden i lægmusklen forleden har fortaget sig, og det eneste der driller lidt nu er et ømt knæ. Billigt sluppet i forhold til hvor hårdt et løb det egentlig er, og alt i alt må man sige at det er gået langt over forventning. Det er jo dejligt at konstatere for Mads at formen var rigeligt tilstrækkelig til verdens hårdeste MTB-løb.
