Sikke en afslutning! Mads har hele vejen igennem Transalp haft meget overskud, og da jeg talte med ham igår aftes sagde han, at han faktisk ikke kunne mærke i sine ben at han havde kørt.
Idag skulle overskudet så bruges op. Mads og Jesper klarede de 74 km (1777 hm) på 3 timer og 28 minutter. Det er næsten 9 minutter hurtigere end de danske søstre der vinder kvindernes kategori – og her skal man lægge mærke til at de er professionelle mountainbikere med egen holdbus og supportteam der tager sig af cyklerne osv.
Dagens indsats gav Team ScaleDale en 42. plads i løbets sidste etape, og i skrivende stund ser det ud til at deres placering i den samlede stilling bliver nr. 58. Det var en meget tilfreds Mads jeg snakkede med for lidt siden – han sidder med en fadøl i Riva del Garda og nyder et løb hvor det hele bare klappede.
Hele den investering Mads har gjort i sin form, udstyr og andre forberedelser har virkelig givet pote. Sidste år lå han imellem placeringer omkring 120 og 140. I år slutter han i Top 60 og Team ScaleDale er bedste danske hold pånær de omtalte søstre.
Mads har klaret dette helt på egen hånd; med sin egen private økonomi, i sin egen fritid ved siden af fuldtidsjob og en hverdag med familie, hus og sommerhus. Ikke engang en trøje har han fået sponseret. I et løb hvor adskillige deltagere er professionelle eller sponseret i et eller andet omfang, synes jeg det er et virkelig flot resultat Mads har fået i år.

Ja – det er meget meget flot ! til lykke til Mads. God hjemfart og god ferie ! kh. mormette