Dagen fik en dyster start. Før 5. etape gik igang blev det meddelt at en af deltagerne var fundet død i sin seng. Rytterne holdt derfor 1 minuts stilhed inden starten på etapen. Det lægger naturligvis en trist stemning, og man gør jo sine egne tanker omkring dødsårsag og historierne om hvordan ellers sunde sportfolk pludselig dør pga. en hjertefejl el.l. som de ikke kendte til selv. Dødsårsagen for den 40-årige tyske skuespiller der deltog i Transalp er endnu ikke kendt.
Ikke desto mindre var det dag for Transalps kongeetape. Etapen gik fra Livigno til Ponte de Ligno og var ikke mindre end 106,87 km. lang og havde 3.461 hm. Alle var klar over at det ville blive en hård og lang dag. Det gjorde det ikke nemmere at Mads’ makker punkterede 3 gange og måtte køre i mål med en ‘siver’. Mads har det dog stadig godt, selvom også han er ramt af træthed her til aften. Heldigvis skal de først aflevere tasker kl 7 imorgen tidlig, så der er håb om en god nats søvn.
Team ScaleDale var ude og cykle i de italienske alper i 6 timer og 45 minutter idag, og de kom i mål som nr. 74. De blev for en gangs skyld ikke første danskere i mål blandt herrerne, idét de blev overhalet af Team XX i forbindelse med den nævnte ‘siver’. Samlet fører Team ScaleDale dog stadig blandt danske herrer med den samlede placering som nr. 66, hvor Team XX efter 5. etape ligger som nr. 83.
