Nu er vi halvvejs i Transalp. Dagens etape gik til Livigno i Italien og var på 73,81 km og 2.377 hm. På næsten hele ruten befandt rytterne sig i ca 2.000 meter over havet, og nogen af dem kan da også godt mærke lidt trykken i hovedet.
Mads har dog ingen gener og er forsat i fin form. Han er lidt øm i knæet, men det går væk i løbet af dagen og er ikke noget alarmerende – nok bare en naturlig reaktion på den belastning han udsætter sin krop for. Cyklen har det også fint – lidt småjusteringer på flaskeholder, bremser og gear idag har gjort at både Mads og Scott’en er helt klar til kongeetapen imorgen.
På dagens etape var Mads lidt træt de første 40 km, og det fik ham til at tænke på om han mon får nok mad. Han har derfor taget initiativ til at gutterne fik spist decideret frokost efter etapen idag – ellers har de klaret sig med løbets forplejning i målområdet, som vist mest er frugt og energibarer osv, altså ikke rigtig mad. Her til aften har de 4 gutter også været på restaurant i stedet for dagens pasta party, som foregik temmelig langt fra deres hotel. Mads fik bruchetta, pasta arrabiata og en kæmpe banana-split.
Løbets ledelse lagde i første omgang op til at de skulle aflevere deres bagage til transporten kl 6 i morgen tidlig. Det er rigtig dårlig timing for rytterne, for så skal de utrolig tidligt op, og de skal være klar og i cykeltøjet 3 timer før de skal køre. De er iøvrigt også nødt til at spise morgenmad i cykeltøj, det har de også gjort idag. Jimmy har derfor ringet lidt rundt og fået forhandlet sig til at de kan nøjes med at aflevere taskerne kl 6:45. Lidt mere skånsomt når man står overfor en ekstra lang dag med mere end 100 km at køre og over 1.000 hm MERE end de fleste andre dage.
Dagens tal: Mads og Jesper blev nr. 71 idag og er samlet nr. 65 i deres kategori.
