1. juni 2009 kl 13:28 af Trine

I søndags kom Mads hjem fra sin 4-dages tur til Harzen, hvor der blev cyklet 300 km og ca. 7000 højdemeter. Det var derfor med ret trætte ben at Mads mødte op i Herstedhøje – iøvrigt til lettere overraskelse, da det tidligere havde være annonceret til at være i Rude Skov.
Mads følte sig træt allerede inden starten. Han havde egentlig optimal forberedelse på dagen. I modsætning til de løbsdage, hvor arbejdet havde krævet at han tog afsted i sidste øjeblik og derfor ikke har fået varmet op eller gjort sig mentalt klar, havde han denne dag arbejdet hjemmefra og kom afsted i god tid. Han rullede ruten igennem, den var hård men OK, og han var faktisk i så god tid at han nåede at blive kold før starten gik.

Da så starten gik, oplevede Mads at have virkelig dårlige ben. Det var en rigtig hård start, hvor han på de første 500 meter faktisk seriøst overvejede at udgå, da benene syrede til og andre ryttere peb udenom. Men på den første stigning fik han det bedre, og derfra gik det fremad.

Mads synes det var en superfed rute: sjov og med en masse højdemeter som passer Mads godt. Han kalder det også et taktisk præget ‘landevejsløb’ hvor det gjalt om at finde en god gruppe at følges med.

Mads kom til at følges med en RMK-rytter 2½ omgange. Deres tempo passede godt sammen, og de skiftedes til at trække, hvilket var rigtig godt for moralen og holdt farten godt oppe – til glæde for dem begge.
Alt i alt siger Mads, at efter en skidt start, hvor han var træt efter hårdt bjergarbejde i Kr. Himmelfarts-ferien og relativt umotiveret, endte det med en placering som nr. 29 og dermed måske hans næstbedste resultat i dust/slush-sammenhæng.

Skriv en kommentar